Sacred Texts  Bible  World Bible  Index  Previous  Next 

Danish Bible: Proverbs

1:1 Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

1:2 Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

1:3 tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

1:4 de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

1:5 den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

1:6 de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

1:7 HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

1:8 Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.

1:9 thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

1:10 Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!

1:11 Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

1:12 Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

1:13 Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

1:14 Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"

1:15 - min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;

1:16 thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

1:17 Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

1:18 de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

1:19 Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

1:20 Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den Røsten;

1:21 oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

1:22 Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?

1:23 Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

1:24 Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

1:25 men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,

1:26 derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

1:27 når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

1:28 Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

1:29 fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;

1:30 mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

1:31 Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

1:32 thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;

1:33 men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel.

2:1 Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,

2:2 idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

2:3 ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

2:4 søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

2:5 da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

2:6 Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

2:7 Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

2:8 idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

2:9 Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

2:10 Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

2:11 Kløgt skal våge over dig, Indsigt være din Vogter -

2:12 idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -

2:13 som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

2:14 som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

2:15 de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

2:16 idet den frier dig fra Andenmands Hustru, fra fremmed Kvinde med sleske Ord,

2:17 der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

2:18 thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;

2:19 tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier

2:20 at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

2:21 thi retsindige skal bo i Landet, lydefri levnes deri,

2:22 men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra.

3:1 Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!

3:2 Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

3:3 Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

3:4 Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

3:5 Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;

3:6 hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

3:7 Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

3:8 så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

3:9 Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

3:10 da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

3:11 Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

3:12 HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

3:13 Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

3:14 thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

3:15 den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;

3:16 en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

3:17 dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

3:18 den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

3:19 HERREN grundlagde Jorden med Visdom, grundfæsted Himlen med Indsigt;

3:20 ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

3:21 Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

3:22 så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

3:23 Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -

3:24 sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;

3:25 du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse;

3:26 thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

3:27 Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe;

3:28 sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

3:29 Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

3:30 Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.

3:31 Misund ikke en Voldsmand, græm dig aldrig over hans Veje;

3:32 thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

3:33 i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

3:34 Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.

3:35 De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam.

4:1 Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;

4:2 thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.

4:3 Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

4:4 lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

4:5 køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;

4:6 slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig!

4:7 Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;

4:8 hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;

4:9 den sætter en yndig Krans på dit Hoved; den rækker dig en dejlig Krone.

4:10 Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.

4:11 Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;

4:12 når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

4:13 hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

4:14 Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

4:15 sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;

4:16 thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.

4:17 Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

4:18 men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

4:19 Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

4:20 Mærk dig, min Søn, mine Ord, bøj Øret til, hvad jeg siger;

4:21 det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

4:22 thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

4:23 Vogt dit Hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer Livet.

4:24 Hold dig fra Svig med din Mund, lad Læbernes Falskhed være dig fjern.

4:25 Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;

4:26 gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;

4:27 bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt!

5:1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

5:2 at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

5:3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

5:4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

5:5 hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

5:6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

5:7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

5:8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

5:9 at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

5:10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

5:11 så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

5:12 og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

5:13 så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

5:14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

5:15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

5:16 lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

5:17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

5:18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

5:19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

5:20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

5:21 Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

5:22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

5:23 han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.

6:1 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

6:2 er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

6:3 gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

6:4 und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,

6:5 red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

6:6 Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

6:7 Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

6:8 sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

6:9 Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

6:10 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

6:11 som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

6:12 En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

6:13 som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

6:14 som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

6:15 derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

6:16 Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

6:17 Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

6:18 et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

6:19 falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

6:20 Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring,

6:21 bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals;

6:22 på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

6:23 thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

6:24 for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

6:25 Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej!

6:26 Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

6:27 Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

6:28 Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

6:29 Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

6:30 Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

6:31 Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

6:32 Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

6:33 han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

6:34 Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

6:35 ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.

7:1 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

7:2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

7:3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

7:4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

7:5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

7:6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;

7:7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

7:8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

7:9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

7:10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

7:11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

7:12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

7:13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

7:14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

7:15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

7:16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred

7:17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

7:18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!

7:19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

7:20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

7:21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;

7:22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

7:23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

7:24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

7:25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

7:26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

7:27 Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

8:1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

8:2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

8:3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

8:4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

8:5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

8:6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;

8:7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

8:8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

8:9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

8:10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

8:11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

8:12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

8:13 HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

8:14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

8:15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

8:16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

8:17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

8:18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

8:19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

8:20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier

8:21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

8:22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

8:23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

8:24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

8:25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

8:26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

8:27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

8:28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

8:29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

8:30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,

8:31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

8:32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

8:33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

8:34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

8:35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

8:36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

9:1 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,

9:2 slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

9:3 hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder:

9:4 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:5 Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

9:6 Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!

9:7 Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

9:8 revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

9:9 giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

9:10 HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

9:11 Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

9:12 Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

9:13 Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

9:14 hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

9:15 og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

9:16 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

9:17 Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!

9:18 Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

10:1 Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

10:2 Gudløsheds skatte gavner intet, men retfærd redder fra død.

10:3 HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

10:4 Doven hånd skaber fattigdom, flittiges hånd gør rig.

10:5 En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.

10:6 Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.

10:7 Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.

10:8 Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.

10:9 Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.

10:10 Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

10:11 Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

10:12 Had vækker Splid, Kærlighed skjuler alle Synder.

10:13 På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

10:14 De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

10:15 Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

10:16 Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

10:17 At vogte på Tugt er Vej til Livet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

10:18 Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

10:19 Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

10:20 Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

10:21 Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

10:22 HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

10:23 For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

10:24 Hvad en gudløs frygter, kommer over hans Hoved, hvad retfærdige ønsker, bliver dem givet.

10:25 Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

10:26 Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

10:27 HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.

10:28 Retfærdige har Glæde i Vente, gudløses Håb vil briste.

10:29 For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.

10:30 Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.

10:31 Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.

10:32 Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt.

11:1 Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

11:2 Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

11:3 Retsindiges Uskyld leder dem trygt, troløses falskhed lægger dem øde.

11:4 Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

11:5 Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

11:6 Retsindiges Retfærd bringer dem Frelse, troløse fanges i egen Attrå.

11:7 Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

11:8 Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

11:9 Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

11:10 Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

11:11 Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

11:12 Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

11:13 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

11:14 Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

11:15 Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

11:16 Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

11:17 Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

11:18 Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

11:19 At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

11:20 De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

11:21 Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

11:22 Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

11:23 Retfærdiges Ønske bliver kun til Lykke, gudløse har kun Vrede i Vente.

11:24 En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

11:25 Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

11:26 Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

11:27 Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

11:28 Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

11:29 Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

11:30 Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

11:31 En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.

12:1 At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

12:2 Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

12:3 Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

12:4 En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

12:5 Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

12:6 Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

12:7 Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

12:8 For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

12:9 Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

12:10 Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

12:11 Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

12:12 De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

12:13 I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

12:14 Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

12:15 Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

12:16 En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

12:17 Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

12:18 Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

12:19 Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

12:20 De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

12:21 Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

12:22 Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

12:23 Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

12:24 De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

12:25 Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

12:26 Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

12:27 Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

12:28 På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.

13:1 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.

13:2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

13:3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

13:4 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

13:5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

13:6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

13:7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.

13:8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

13:9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.

13:10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

13:11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

13:12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

13:13 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

13:14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

13:15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

13:16 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

13:17 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.

13:18 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

13:19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

13:20 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

13:21 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

13:22 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

13:23 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

13:24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

13:25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.

14:1 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

14:2 Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

14:3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

14:4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

14:5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.

14:6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

14:7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

14:8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

14:9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.

14:10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

14:11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.

14:12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

14:13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.

14:14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

14:15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

14:16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

14:17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

14:18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

14:19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

14:20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

14:21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

14:22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

14:23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

14:24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

14:25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

14:26 Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

14:27 HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

14:28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

14:29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

14:30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.

14:31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

14:32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

14:33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

14:34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

14:35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.

15:1 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.

15:2 Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

15:3 Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

15:4 Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

15:5 Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

15:6 Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

15:7 Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret.

15:8 Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

15:9 Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

15:10 Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

15:11 Dødsrige og Afgrund ligger åbne for HERREN, endsige da Menneskebørnenes Hjerter.

15:12 Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

15:13 Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

15:14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

15:15 Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

15:16 Bedre lidet med HERRENs Frygt end store Skatte med Uro.

15:17 Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos.

15:18 Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte.

15:19 Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

15:20 Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

15:21 Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.

15:22 Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

15:23 Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

15:24 Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

15:25 Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

15:26 Onde Tanker er HERREN en Gru, men hulde Ord er rene.

15:27 Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

15:28 Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

15:29 HERREN er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn.

15:30 Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene.

15:31 Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

15:32 Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

15:33 HERRENs Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.

16:1 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.

16:2 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.

16:3 Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

16:4 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

16:5 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.

16:6 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

16:7 Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

16:8 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.

16:9 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.

16:10 Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

16:11 Ret Bismer og Vægtskål er HERRENs, hans Værk er alle Posens Lodder.

16:12 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.

16:13 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

16:14 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

16:15 I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

16:16 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.

16:17 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

16:18 Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.

16:19 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.

16:20 Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

16:21 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.

16:22 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.

16:23 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.

16:24 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.

16:25 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

16:26 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham.

16:27 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

16:28 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

16:29 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

16:30 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

16:31 Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.

16:32 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

16:33 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.

17:1 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.

17:2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre.

17:3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

17:4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.

17:5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

17:6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

17:7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

17:8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

17:9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

17:10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe.

17:11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

17:12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

17:13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

17:14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

17:15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

17:16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

17:17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød.

17:18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.

17:19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

17:20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

17:21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

17:22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene.

17:23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

17:24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

17:25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

17:26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

17:27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

17:28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.

18:1 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

18:2 Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

18:3 Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges.

18:4 Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde.

18:5 Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

18:6 Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug,

18:7 Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv.

18:8 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

18:9 Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

18:10 HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

18:11 Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

18:12 Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.

18:13 Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

18:14 Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd?

18:15 Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

18:16 Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

18:17 Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

18:18 Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

18:19 Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg.

18:20 Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

18:21 Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

18:22 Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

18:23 Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord.

18:24 Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.

19:1 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

19:2 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

19:3 Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

19:4 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

19:5 Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

19:6 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.

19:7 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

19:8 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

19:9 Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

19:10 Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

19:11 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

19:12 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst.

19:13 Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

19:14 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.

19:15 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.

19:16 Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

19:17 Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

19:18 Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

19:19 Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

19:20 Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

19:21 I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.

19:22 Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

19:23 HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

19:24 Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

19:25 Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

19:26 Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en dårlig, vanartet Søn.

19:27 Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

19:28 Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.

19:29 Slag er rede til Spottere, Hug til Tåbers Ryg.

20:1 En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

20:2 Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

20:3 Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.

20:4 Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

20:5 Råd i Mands Hjerte er dybe Vande, men Mand med Indsigt drager det op.

20:6 Mangen kaldes en velvillig Mand, men hvem kan finde en trofast Mand?

20:7 Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

20:8 Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

20:9 Hvo kan sige: "Jeg rensed mit Hjerte, og jeg er ren for Synd!"

20:10 To Slags Vægt og to Slags Mål, begge Dele er HERREN en Gru.

20:11 Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

20:12 Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

20:13 Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

20:14 Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.

20:15 Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

20:16 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

20:17 Sødt smager Løgnens Brød, bagefter fyldes Munden med Grus.

20:18 Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

20:19 Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

20:20 Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

20:21 Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

20:22 Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

20:23 To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.

20:24 Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

20:25 Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

20:26 Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.

20:27 Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.

20:28 Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

20:29 Unges Stolthed er deres Styrke, gamles Smykke er grånet Hår.

20:30 Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre.

21:1 En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.

21:2 En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

21:3 At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

21:4 Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

21:5 Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

21:6 At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

21:7 Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

21:8 Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

21:9 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med frættekær Kvinde.

21:10 Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

21:11 Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.

21:12 Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

21:13 Hvo Øret lukker for Småmands Skrig, skal råbe selv og ikke få Svar.

21:14 Lønlig Gave mildner Vrede, Stikpenge i Brystfolden voldsom Harme.

21:15 Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.

21:16 Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

21:17 Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

21:18 Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

21:19 Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

21:20 I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

21:21 Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

21:22 Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

21:23 Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

21:24 Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

21:25 Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

21:26 Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

21:27 Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.

21:28 Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.

21:29 Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

21:30 Visdom er intet, Indsigt er intet, Råd er intet over for HERREN.

21:31 Hest holdes rede til Stridens Dag, men Sejren er HERRENs Sag.

22:1 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld

22:2 Rig og fattig mødes, HERREN har skabt dem begge.

22:3 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

22:4 Lønnen for Ydmyghed og HERRENs Frygt er Rigdom, Ære og Liv.

22:5 På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

22:6 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

22:7 Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.

22:8 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv.

22:9 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

22:10 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

22:11 HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

22:12 HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

22:13 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

22:14 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

22:15 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

22:16 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

22:17 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

22:18 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

22:19 For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

22:20 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab

22:21 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

22:22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

22:23 thi HERREN fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv.

22:24 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

22:25 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

22:26 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

22:27 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

22:28 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

22:29 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.

23:1 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

23:2 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

23:3 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost.

23:4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

23:5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

23:6 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

23:7 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

23:8 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

23:9 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

23:10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

23:11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

23:12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord.

23:13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

23:14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

23:15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

23:16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

23:17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i HERRENs Frygt;

23:18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.

23:19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

23:20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

23:21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder.

23:22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder!

23:23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

23:24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

23:25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

23:26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

23:27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

23:28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

23:29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne?

23:30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

23:31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

23:32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

23:33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

23:34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop.

23:35 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"

24:1 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

24:2 thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men.

24:3 Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

24:4 ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

24:5 Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl.

24:6 Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd.

24:7 Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.

24:8 Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

24:9 Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru.

24:10 Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe.

24:11 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

24:12 Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

24:13 Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane;

24:14 vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

24:15 Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

24:16 thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.

24:17 Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

24:18 at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

24:19 Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

24:20 thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.

24:21 Frygt HERREN og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør;

24:22 thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

24:23 Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde.

24:24 Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

24:25 men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

24:26 Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

24:27 Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus!

24:28 Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

24:29 sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

24:30 Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård;

24:31 se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt.

24:32 Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:

24:33 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder:

24:34 Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

25:1 Følglende er også ordsprog af SALOMO, som Kong Ezekias af Judas Mænd samlede.

25:2 Guds Ære er det at skjule en Sag, Kongers Ære at granske en Sag.

25:3 Himlens Højde og Jordens Dybde og Kongers Hjerte kan ingen granske.

25:4 Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;

25:5 når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

25:6 Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;

25:7 det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

25:8 skrid ikke til Trætte straks; thi hvad vil du siden gøre, når din Næste gør dig til Skamme?

25:9 Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

25:10 thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

25:11 Æbler af Guld i Skåle af Sølv er Ord, som tales i rette Tid.

25:12 En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.

25:13 Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

25:14 Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

25:15 Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.

25:16 Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

25:17 Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.

25:18 Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

25:19 Som ormstukken Tand og vaklende Fod er troløs Mand på Trængselens Dag.

25:20 Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.

25:21 Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

25:22 da sanker du gloende Kul på hans Hoved, og HERREN lønner dig for det.

25:23 Nordenvind fremkalder Regn, bagtalende Tunge vrede Miner.

25:24 Hellere bo i en Krog på Taget end fælles Hus med trættekær Kvinde.

25:25 Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.

25:26 Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.

25:27 Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.

25:28 Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind.

26:1 Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

26:2 Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

26:3 Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

26:4 Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

26:5 Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

26:6 Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

26:7 Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

26:8 Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

26:9 Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

26:10 Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

26:11 Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

26:12 Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

26:13 Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

26:14 Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

26:15 Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

26:16 Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

26:17 Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

26:18 Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

26:19 er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

26:20 Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

26:21 Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

26:22 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

26:23 Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

26:24 Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

26:25 gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

26:26 Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

26:27 I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

26:28 Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

27:1 Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

27:2 Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

27:3 Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.

27:4 Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

27:5 Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

27:6 Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

27:7 Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

27:8 Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

27:9 Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

27:10 Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

27:11 Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

27:12 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

27:13 Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

27:14 Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

27:15 Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

27:16 den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

27:17 Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

27:18 Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

27:19 Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

27:20 Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

27:21 Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

27:22 Om du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

27:23 Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

27:24 thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

27:25 er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

27:26 da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,

27:27 Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.

28:1 Den gudløse flyr, skønt ingen er efter ham; tryg som en Løve er den retfærdige.

28:2 Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

28:3 En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

28:4 Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

28:5 Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

28:6 Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

28:7 Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

28:8 Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

28:9 Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

28:10 Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

28:11 Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

28:12 Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

28:13 At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

28:14 Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

28:15 En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

28:16 Uforstandig Fyrste øver megen Vold, langt Liv får den, der hader Rov.

28:17 Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

28:18 Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.

28:19 Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

28:20 Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

28:21 At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

28:22 Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

28:23 Den, der revser, får Tak til sidst fremfor den, hvis Tunge er slesk.

28:24 Stjæle fra Forældre og nægte, at det, er Synd, er at være Fælle med hærgende Mand.

28:25 Den vindesyge vækker Splid, men den, der stoler på HERREN, kvæges.

28:26 Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

28:27 Hvo Fattigmand giver, skal intet fattes, men mangefold bandes, hvo Øjnene lukker.

28:28 Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange.

29:1 Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

29:2 Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

29:3 Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

29:4 Kongen grundfæster Landet med Ret, en Udsuger lægger det øde.

29:5 Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

29:6 I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

29:7 Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

29:8 Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

29:9 Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

29:10 De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

29:11 En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

29:12 En Fyrste, som lytter til Løgnetale, får lufter gudløse Tjenere.

29:13 Fattigmand og Blodsuger mødes, HERREN giver begges Øjne Glans.

29:14 En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

29:15 Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

29:16 Bliver mange gudløse tiltager Synd; retfærdige ser med Fryd deres Fald.

29:17 Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

29:18 Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

29:19 Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

29:20 Ser du en Mand, der er hastig til Tale, for en Tåbe er der snarere Håb end for ham.

29:21 Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

29:22 Hidsig Mand vækker Strid, vredladen Mand gør megen Synd.

29:23 Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

29:24 Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

29:25 Frygt for Mennesker leder i Snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget.

29:26 Mange søger en Fyrstes Gunst; Mands Ret er dog fra HERREN.

29:27 Urettens Mand er retfærdiges Gru, hvo redeligt vandrer, gudløses Gru.

30:1 Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

30:2 thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

30:3 Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

30:4 Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

30:5 Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.

30:6 Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

30:7 Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

30:8 Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,

30:9 at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: "Hvo er HERREN?" eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds Navn Men.

30:10 Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

30:11 Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

30:12 en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

30:13 en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

30:14 en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

30:15 Blodiglen har to Døtre: Givhid, Givhid! Der er tre, som ikke kan mættes, fire, som aldrig får nok:

30:16 Dødsriget og det golde Moderliv, Jorden, som aldrig mættes af Vand, og Ilden, som aldrig får nok.

30:17 Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

30:18 Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

30:19 Ørnens Vej på Himlen, Slangens Vej på Klipper, Skibets Vej på Havet, Mandens Vej til den unge Kvinde.

30:20 Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

30:21 Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

30:22 En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

30:23 en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

30:24 Fire på Jorden er små, visere dog end Vismænd:

30:25 Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

30:26 Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

30:27 Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

30:28 Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.

30:29 Tre skrider stateligt frem, fire har statelig Gang:

30:30 Løven, Kongen blandt Dyrene, som ikke viger for nogen;

30:31 en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

30:32 Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!

30:33 Thi Tryk på Mælk giver Ost, Tryk på Næsen Blod og Tryk på Vrede Trætte.

31:1 Kong Lemuel af Massas Ord; som hans Moder tugtede ham med.

31:2 Hvad, Lemuel, min Søn, min førstefødte, hvad skal jeg sige dig, hvad, mit Moderlivs Søn, hvad, mine Løfters Søn?

31:3 Giv ikke din Kraft til Kvinder, din Kærlighed til dem, der ødelægger Konger.

31:4 Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,

31:5 at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.

31:6 Giv den segnende stærke Drikke, og giv den mismodige Vin;

31:7 lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

31:8 Luk Munden op for den stumme, for alle lidendes Sag;

31:9 luk Munden op og døm retfærdigt, skaf den arme og fattige Ret!

31:10 Hvo finder en duelig Hustru? Hendes Værd står langt over Perlers.

31:11 Hendes Husbonds Hjerte stoler på hende, på Vinding skorter det ikke.

31:12 Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.

31:13 Hun sørger for Uld og Hør, hun bruger sine Hænder med Lyst.

31:14 Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

31:15 Endnu før Dag står hun op og giver Huset Mad, sine Piger deres tilmålte Del.

31:16 Hun tænker på en Mark og får den, hun planter en Vingård, for hvad hun har tjent.

31:17 Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

31:18 Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.

31:19 Hun rækker sine Hænder mod Rokken, Fingrene tager om Tenen.

31:20 Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.

31:21 Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.

31:22 Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.

31:23 Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.

31:24 Hun væver Linned til Salg og sælger Bælter til Kræmmeren.

31:25 Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.

31:26 Hun åbner Munden med Visdom, med mild Vejledning på Tungen.

31:27 Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.

31:28 Hendes Sønner står frem og giver hende Pris, hendes Husbond synger hendes Lov:

31:29 "Mange duelige Kvinder findes, men du står over dem alle!"

31:30 Ynde er Svig og Skønhed Skin; en Kvinde, som frygter HERREN, skal roses.

31:31 Lad hende få sine Hænders Frugt, hendes Gerninger synger hendes Lov i Portene.


Next: Ecclesiastes